Endnu i 1800-tallet holdt det mægtige, multikulturelle Osmannerrige sammen på det område, vi i dag kalder Mellemøsten. En by som Damaskus var kendt for, at muslimer, kristne og jøder levede fredeligt dør om dør. I løbet af 1850’erne viste de første sprækker i sameksistensen sig imidlertid i provinsen Syrien. Mange muslimer følte, at reformer og vestlige stormagter gennem længere tid havde favoriseret de kristne, og der opstod efterhånden en separatistisk tankegang. I sommeren 1860 kulminerede det med voldshandlinger uden fortilfælde. Over ti tusind kristne blev dræbt i Libanonbjergene og fem tusind i Damaskus. Begivenhederne i 1860 udgør et skæbnesvangert knudepunkt i Mellemøstens historie. Under trusler om fransk intervention lykkedes det en håndfuld beslutsomme og diplomatiske muslimer og magthavere at få massakren i Damaskus under kontrol, men det tog et kvart århundrede, før den syriske hovedstad havde genvundet egentlig harmoni. Massakren er et eksempel på effektiv, lokal fredsmægling. Konflikten afslørede dog store sprækker i Osmannerrigets styrke og sammenhængskraft, og de europæiske stormagter havde fået blod på tanden. Efter Første Verdenskrig og Osmannerrigets sammenbrud stod de klar til at ekspandere deres magt og territorier i det moderne Mellemøsten.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)
