Men jeg gør aldrig andet end at sanse

Men jeg gør aldrig andet end at sanse, der er en samling af intime og ærlige, sansende digte. Det er en sprudlende og nær poesi om at blive til og om at føle sig fanget af en utilstrækkelighed i relationen til sig selv og andre. Her fabuleres over tilstande af uomgængelig sorg, spirende lyst og seksuel rådvildhed, og det gøres med afsæt i påsken, med dens referencer til først døden og det fatale svigt, men senere også håbet og genopstandelsen. Digtene kredser om en evig bevægelse gennem Aarhus. En bevægelse, som tager os med op og ned ad den stejle Viborgvej, hvor tiden føles fængslende fastfrosset. En bevægelse ned til byen og alt det levende. En bevægelse langs Åen og dens mange forliste forhold. En bevægelse gennem livet. Her fremskrives fine og sensible, men på samme tid rå og brutale fremstillinger af køn, sex og krop, og den generelle fremstilling af livet i ungdommen skildres som levende, naiv og frustrerende.