Som europæere ved vi ikke længere, hvem vi er. Vi fornægter vores dybeste rødder, kan ikke enes om, hvor vi kommer fra, eller hvor vi skal hen. Vi bilder os ind, at vi er undfanget i renæssancen og jomfrufødt i oplysningstiden. Sandheden er, at vi identitetsmæssigt kommer i lige linje fra kristendommen. Det vestlige menneske var anlagt i et kristent håb om frelse, som i en humanistisk forståelse, blev en viljefuld bevægelse væk fra arvesynd og fortabelsesangst, under overskriften ‘individets frigørelse’. Liberalhumanismen forlovede sig med videnskaben og teknologien og blev en materiel succes uden lige, næret ved en idé om fremskridt og ‘paradis på jord’. Men en tvetydig succes. Kritisk betragtet var det et tab, af Gud og af det større fællesskab, her beskrevet igennem fire katastrofer – Den Sorte Død, Reformationen, Den Franske Revolution og det 20. århundredes verdenskrige. I sin eksistentielle ensomhed og tomhedsangst er det vestlige menneske fanget mellem sine romantiske forestillinger og de grænser, som teknologien og naturen sætter. Gud er en hypotese, som dette oplyste, teknologiafhængige masseindivid mener at kunne klare sig uden. Men hvis det ikke længere er kristent, hvad er det så? En løber, der bare må fortsætte med at løbe til verdens ende. Mens vi venter på miraklet handler om humanismens og moderniseringens kedelige bivirkninger.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)
