KNEBEL VIG, 2023: Efter et årelangt regnfald tager en lokal forfatter
 på bodega og finder en efterladt notesbog, som viser sig at tilhøre den
 sky, lokale havearbejder Viktor. I notesbogen beretter Viktor om sin 
dagligdag med ufaglært arbejde, om sin kæreste, tilflytteren og 
kunstneren Monika, deres datter, Alex, og forældreskabets veje og 
vildveje. Familien lever på et nedlagt landbrug, kører til og fra 
Brugsen, deltager i forældremøder, fodrer høns, elsker, hugger brænde og
 holder fri. Da en voldsom regn begynder at falde, viser Mols og 
Djursland sig ikke at være et idyllisk sted, men et grusomt sted med en 
iboende ødelæggende kraft, lurende et sted i istidslandskabet. På 
bodegaen beslutter forfatteren at beholde Viktors notesbog for at få 
hold på året, hvor det regnede og nærme sig den unge families skæbne. 
Molbohistorier
 er en roman om det unge par på Djursland, om den langvarige regn, der 
får syner og nye organer til at vokse frem blandt de lokale. Det moderne
 landboliv sætter rammen, som snart sprænges af gamle løgne, en genskabt
 fortidssø og et grådigt østersopdræt. Det er en roman om rævefælder, 
poesi og et nyt væsen i landskabet. En folkhorror fuld af vold og 
hverdag, kærlighed og kunst.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)