Morgen- og aftensange

Et nyt poetisk højdepunkt kom i Morgensange for Børn (1837) og Syv Aftensange (1838), sat i musik af Weyse. De forener en romantisk naturanskuelse med en biedermeier-tryghed: Hele Universet er menneskebarnets gudskabte hjem, hvor Gud Fader ånder trøst på det grædende øje. Perspektivet rækker fra det mindste, sneglen med hus på ryg, til det største, solenglens stråleglans. Morgensange og Aftensange er optaget i Kulturkanon. Også andre små tekster formidler samme stilfærdige og dog majestætiske storhed ("Den store Mester kommer", "Deilig er Jorden"). Ingemanns ideal er en rent lyrisk salme, hvor intet fortælles, og hvor det historiske under forudsættes, så følelsen frit kan flyve mod himlen. Han er sjælens og de inderlige kristelige stemningers digter ("Julen har bragt", "Glade Jul", "Lyksalig, lyksalig"). (Dansk litteraturs historie)