OPRØR I MYANMAR

Forord af Martin Lidegaard: Myanmar – verdens spejl

Myanmars historie og skæbne har altid fascineret, både da landet hed Burma og i nyere tid. Men hvorfor nu det? Hvad kommer dette fjerne land i Asien egentlig os ved? Hvad skulle der være af særlig interesse dér? Det er som om landets spektakulært smukke natur og værdige befolkning altid har vakt særlige følelser. Følelser som håb, solidaritet og drømme for og med den hårdt prøvede befolkning. Ligesom Aung San Suu Kyis indædte kamp, kortvarige triumf og tragiske fald har ætset sig ind i vores bevidsthed. Men hvorfor? Myanmars nyere historie har været tragedie på tragedie med brutal undertrykkelse, udbredt fattigdom og interne konflikter – men derved adskiller det sig jo desværre ikke fra mange andre udsatte steder i verden. Måske er forklaringen, at Myanmar på mange måder er et spejl på den udvikling, som hele verden gennemgår lige nu. Når vi følger Myanmar, forstår vi den virkelighed, der er vores. Landet er en prisme på vor tidsalder: Det gælder den hastige befolkningsvækst med stadig større generationer af unge mennesker, der har svært ved at finde arbejde og mening i et land, der er præget af fattigdom, ulighed, nepotisme og korruption – og hårdt ramt af klimaforandringer. Myanmar er dermed et billede på verdens vedvarende og ufattelige vækst, der stadig er alt andet end bæredygtig, hverken socialt, økonomisk eller miljømæssigt. Det gælder de etniske minoriteter, der i deres indbyrdes konflikter og gensidige foragt gør sig til parodier på sig selv, og som desværre også er et kendetegn ved vor tid. Hvor talrige er ikke de lande i verden, hvor befolkningen har mere travlt med at distancere sig fra hinanden på baggrund af race, religion eller etnicitet – end at stå sammen om at udvikle deres nation til glæde for alle? Myanmar er måske et ekstremt eksempel, men vi genkender alle fænomenet. Det gælder demokratiets skrøbelighed og fald, der ikke bare gør sig gældende lige nu i Myanmar, men også er et foruroligende grundvilkår for hele verden, hvor både demokrati og grundlæggende menneskerettigheder år for år får stadig mere trange kår. Og det gælder de vestlige og liberale demokratiers magtesløshed over for denne udvikling. Som Eva-Marie Møller beskriver med ubærlig ærlighed i denne bog, er handlemulighederne få og begrænsede i rækkevidde. Da ingen vestlige lande – af forståelige årsager – har appetit på at involvere sig militært, er den eneste reelle mulighed pres med økonomiske sanktioner. De er til gengæld et tveægget sværd, fordi de også rammer den hårdt prøvede befolkning, mens den militære elite som regel har forbindelserne til at sno sig ud af repressalierne. Dertil kommer, at ingen sanktioner bider, hvis ikke de omkringliggende lande, ikke mindst Kina, også tager del i dem, hvad de sjældent gør. Dermed fører forsøget på at møde uretfærdigheden med magt ofte til det modsatte: At omverdenens magtesløshed bliver udstillet. Og hvor mange regimer i verden oplever vi ikke dét med lige nu? Ingen nævnt, ingen glemt. Men Myanmar er også spejlet på det håb, der stadig eksisterer – både for landet selv og for verden. For netop de unge generationer insisterer på deres egen fremtid. De forstår de nye sociale medier, og de har set og oplevet både de demokratiske farer og de demokratiske muligheder, som de repræsenterer. De mestrer de nye medier langt bedre og med en legende lethed, der sætter både Myanmars forbenede generaler og alverdens diktatorer skakmat. At de nye teknologier netop altid kan udnyttes til både ondskab og i det godes tjeneste, ser vi nærmest dagligt på billederne fra Myanmar. For den unge generation i Myanmar vil ikke bare have arbejde og mad på bordet. De vil også have demokrati og medbestemmelse i forhold til deres egen fremtid – ligesom alle verdens unge vil. De vil have styr på klimaet; de vil have håb; de vil kunne drømme om at blive popstar – eller gademusikant; få en familie og leve i fred. Og det er den drøm, der udgør sprækkerne i undertrykkelsens betonmure. Det er her, de undertrykte henter energien – og giver den til alle os andre. Og det er derfor, at Eva-Marie Møller i denne bog ikke bare fortæller en fængslende historie om et fascinerende land. Hun sætter også et spejl op foran os selv, så vi ser alle de problemer, dilemmaer, valg og muligheder, som du og jeg – ja, alle moderne mennesker – står med lige nu i den verden, der er vores.

Myanmar er verdens spejl.

Martin Lidegaard, formand for Udenrigspolitisk Nævn, MF