Optimismens politik

’Hvis man kan, så skal man!’ Sådan lyder argumentet ofte, når politikere argumenterer for at skrue ned for ydelsesstørrelsen eller op for de krav, der stilles til udsatte borgere.

Gruppen af udsatte, der vurderes godt at kunne, ekspanderer løbende. Udsatte borgere ses nemlig ikke længere som skæbner, der er ramt af vanskeligheder, men med et optimistisk blik som mennesker, der rummer ressourcer og potentialer, som kan bruges på arbejdsmarkedet.

Systemet har, så at sige, taget ja-hatten på. Et nyt og langt mere positivt sprog har over de seneste årtier gradvist indtaget socialpolitikken og fortrængt tidligere tiders sprog. Færre end tidligere får tilkendt førtidspension, og i dag beskrives selv de mest udsatte mennesker i kontanthjælpssystemet som ’aktivitetsparate’.

Konsekvensen er, at flere og flere udsatte betragtes som uværdigt trængende: Som mennesker, der godt kan, men alligevel ikke gør, og som det derfor er legitimt at møde med kontante midler. Dernæst retter det politiske system krav imod udsatte borgere – krav, som de oplever, at de er ude af stand til at honorere.