Som læser kan man let komme til at misunde bondedrengen fra Fyn den intellektuelle rigdom, han i sin karriere har formået at indhøste, og meget af den skylder han netop opvæksten i det vakte, indre missionske og grundtvigianske miljø, han er rundet af.
Viggo Mortensens erindringer hare en gennemgående humoristisk grundtone.
Et sted under beskrivelsen af barne- og ungdomslivet hedder det betegnende, at han så at sige er blevet ”sparket op af mulden.”, men at han blev holdt til bogen gjorde ham åndeligt vakt, deraf titlen: På jorden under himlen.
Bogen er opbygget over de felter, hvor Viggo Mortensen har ydet en særlig indsats: Teologi, kirke og ”det folkelige.” Man får i bogens første halvdel af bogen et meget levende indblik i det stimulerende og frugtbare miljø, der herskede på det teologiske fakultet på Aarhus Universitet, mens de store Århus teologer satte tonen. Men senere i fremstillingen lægges vægten i højere grad på de ”globale” erfaringer, som Viggo Mortensen gør som direktør for Det lutherske Verdensforbund. Senere bliver han både ordineret præst og professor ved Aarhus Universitet.
Bogen munder ud i en række overvejelser over fremtiden for kirken, og spørgsmålet stilles, om vi mon befinder os i en radikal forandringsproces, der kunne indikere et mere dramatisk religionsskifte. Bogen er gennemillustreret.
