Plejaderne ved midnat

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle. Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet, og betragtningen når sin i enhver forstand sublime kulmination i det kosmiske digt „Pleiaderne ved Midnat“ (1861). Digtene handler om afkald, og digteren fremlægger sine hårdt tilkæmpede konklusioner, men billeder og rytme røber også de håb, som konklusionerne ofte dækker til. De store bekendelsesdigte er skrevet i rimløse former, hvor det voldsomme og det tilbagetrængte kæmper med hinanden i vekslende metrum. I det hele taget får Hauchs gemyt en anden gennemslagskraft i lyrikken, hvor alt det udenoms er barberet væk, og kun det essentielle taler. I lyrikken tragter Hauch efter kernen, som Brandes siger, og foragter skallen. Det, der ofte i romanerne får hans sprog til at virke omstændeligt og tungt, findes ikke i lyrikkens kortform. Her giver tanke og ordbillede hinanden prægnans. Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler: den høie Giengieldelses Ret, Hvis hellige Finger, I det den fælder sit Offer, Over dets Grav Henpeger mod Evigheden.