Jonas Sjöströms nye roman, der er den fjerde i rækken, men som kan læses selvstændigt, er en rystende historie om et psykisk overgreb, der fandt sted i 8-årige Jons barndom.
Jon, som er romanens fortæller, oplever på nærmeste hold, da alvorlig psykisk sygdom i familien pludselig vender op og ned på hele hans liv. Det kommer ganske uventet – et nært familiemedlem, Anders, går amok og raserer sine forældres hus. Jon er til stede, da et tungt askebæger bliver kastet med voldsom kraft gennem stuen og smadres. Kort efter slæber Anders alle sine ejendele ud på gårdspladsen og sætter ild til det hele. Anders har både raseret huset – og Jons barndom.
Chokket sætter sig varige spor i Jon og kommer til at præge både hans ungdom og voksenliv. Det har både fordele og ulemper. Jon bliver lidt mere rå i sin tilgang til de mennesker, som er en del af hans hverdag, mindre empatisk, men samtidig bliver han også meget bedre til at passe på sig selv og dem, som han holder af.
Uddrag af bogen
Jon sad i haven, og ventede på farmor. Mor kom og gav ham et kram. Hun var så underligt ”sød” i dag – mor … Gad vide om det hang sammen med det mundhuggeri Jon havde været vidne til nogle nætter forinden? Mor havde nogle dage, ikke sagt andet end ”JA og NEJ,” til far. Det fik Jon til at tænke på, da far og mor var uvenner i Sverige – hos en af fars andre brødre, der havde et sommerhus dér. Jon blev ked af, at de var uvenner. Han forstod ikke hvorfor. Når man er 8 år – enebarn og hedder Jon, kan man ikke altid selv se, hvorfor man er ked af det. Og man forstår heller ikke altid, hvad de voksne tænker. Eller sig selv og hvad man måske er bange for.
Om forfatteren
Jonas Sjöström (f. 1976) er en dansk forfatter, der med sin debut, Livets pris, markerede sig stærkt i feltet af debutanter. Jonas behersker adskillige litterære genrer. Denne fjerde roman, Pludselig gik der ild i min barndom, er delvis selvbiografisk. Romanen er i høj grad præget af en stærk indlevelse, en uhyggelig indsigt i egen underbevidsthed og især hans evne til at lege med ord og sætninger. Romanen er et ætsende og kritisk portræt af familien, når den svigter. Romanens væsentlige budskab er, at uanset hvor sort det ser ud, må man aldrig give op, og at man ikke kan passe på andre, før man har passet på sig selv.
