Realismen i dansk film

Realismen er en central strømning i dansk film fra 1940erne og til i dag, der rummer mange af periodens filmiske hovedværker. Den tæller film fra Ditte Menneskebarn over Balladen om Carl-Henning til Pelle Erobreren og En kærlighedshistorie. Det er typisk seriøse (frem for muntre) film, men alligevel også filmfortællinger der engagerer et forholdsvis stort publikum. Realismen skaber billeder af en aktuel eller historisk virkelighed, men samtidig udfolder den sig også inden for en række grundlæggende temaer knyttet til mennesket som et socialt og identitetssøgende individ. Herved bliver filmene til mere almene fortællinger om det at være menneske. Birger Langkjær argumenterer for, at der gennem dansk filmhistorie og parallelt med internationale filmbevægelser udvikles tre prototyper: - Den sociale realisme - Den eksistentielle realisme - Den psykologiske realisme. Realismen er således en bestemt måde at lave film på, der sammen med folkekomedien har domineret dansk film i over et halvt århundrede. Realismen i dansk film analyserer film af instruktører såsom Bjarne og Astrid Henning-Jensen, Henning Carlsen, Nils Malmros, Bille August, Per Fly, Ole Christian Madsen m.fl. Derved markerer Realismen i dansk film sig som en uomgængelig publikation om en central æstetisk tradition i dansk film med en stadig aktualitet.