Sandinge menighed

Bogen er den første af Henrik Pontoppidans ‘små romaner’. Det er en genre, hvor et aktuelt problem - åndeligt, politisk, kunstnerisk - tages op til debat. Eller snarere for denne forfatters vedkommende: til anskueliggørelse af de pågældende problemstillinger, idet de fremstilles igennem individuelle menneskeliv og miljøer.
Det er Henrik Pontoppidans metode.
I Sandinge Menighed belyses det kontrastrige forhold mellem bondesind og -kultur overfor Folkehøjskolens ivrige og optimistiske oplysningsvirksomhed. Pontoppidan kender begge miljøer indefra, og er derfor istand til med sit dobbeltblik at skelne imellem velment teori og virkelighedshård praksis.
I denne roman er forfatterens sympati hos bondebefolkningen, hvor folkesindets dybde og alvor skildres med respekt i forhold til højskolens overfladiske livsjubel. Som tidligere højskolelærer havde Pontoppidan på dette felt en pålidelig baggrund. Højskoleverdenen brød han sig ikke om. Grundtvigianismen vedbliver at være skydeskive for hans ironi og kritik.
(Silkeborg bibliotekerne, Epoke)