Situeret viden: videnskabsspørgsmålet i feminismen og det partielle perspektivs forrang

Situeret viden er mere end et stilfærdigt opråb – ikke i stil, men i intention – om at etablere levedygtig ansvarspådragelig viden og videnskab om den verden, vi lever i, til gavn for bedre liv. Den er et eksempel på, hvad feministisk tænkning kan være: ikke kun individuelle identitetsprojekter, men et samfundsomfattende opgør med herskende vidensregimer, der privilegerer og legitimerer globale, lokale og individuelle dominansforhold, ikke bare hvad angår køn, klasse, race og etnicitet, men også hvad angår den videnskabelige verdensanskuelse. Det handler om at se. Teknologiens visualiseringsinstrumenter har fremmet en bestemt myte om uafhængighed og objektivitet i videnskaben – gudetricket, hvor alt ses intetstedsfra. Dette blik er distanceret og erobrende, det minder om den vestlige mediekulturs nydende, mandlige øjekast. Men ifølge Haraway er enhver anskuelse essentielt noget situeret, der udgår fra et bestemt sanseapparat. Det partielle perspektiv må basere sin viden på komplekse samtaler mellem aldrig-uskyldige fremstillinger, der ikke monopoliserer det virkelige med hvad der tilhører fremstillingerne selv. ”Situeret viden” (1988) er – ved siden af ”A Manifesto for Cyborgs” (1991) – Donna Haraways bedst kendte og mest udbredte værk. Artiklen har haft stor betydning for diskussionen af, hvad vidensproduktion, videnskab og objektivitet er, og ikke mindst kan være. – Fra Lis Højgaards forord til den danske oversættelse