Slægten

I Slægten centreres historien om den fede, dumpt brutale og moderbundne baron Helmuth von Leunbach, der overtager det fædrene gods, vanrøgtet gennem et par generationer. Hans mor, enkebaronessen, må forlade godset og flytte på aftægt, da han gifter sig med den forfinede, fraskilte Alvilda Raskowitz, der desperat søger efter forsørgelse for sig selv og datteren Karen. En mesalliance, der udvikler sig til et faretruende trekantsdrama, da Alvilda indleder en affære med sin fætter, den dekadente grev Scheele, hvis åndfulde væsen afspejler sig helt ud i hans navn. Romanens dramatiske højdepunkt indtræffer ved høstfesten, hvor baronen ude af sig selv af jalousi og raseri brænder de to elskende inde. Bagefter nages han af skyld og anger og er ved at gå til bekendelse for at „lide sin Straf“, da hans magtfulde mor igen tager over på godset og sætter ham på plads. I nietzscheanske stanzer afsværger hun hans „Plebejermoral, Bondemoral, Malkepigemoral“ til fordel for en aristokratisk radikalisme og herremoral, der „laa uden for Loven“. Wieds roman skriver sig op imod Karl Gjellerups samtidige på en gang dekadent farvede og moralsk opbyggelige jalousiroman Møllen (1896), hvor mølleren udleverer sig selv til straf efter at have taget livet af sin elskede og hendes elsker. I Slægten er der ingen nåde hos „den gamle Naade“, baronens magtfulde mor, der tager sin dranker og mordbrænder af en søn i skole og i favn og fælder dommen: „Skidt Slægt! mumlede hun. – Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!“ (Dansk Litteraturs Historie)