Sødalsfolkene

Marie Bregendahls "Sødalsfolkene" er en bred og både farverig og dybdeborende beretning om det danske bondelands udvikling i anden halvdel af det 19. århundrede. Værket udkom oprindelig 1914-23 som en række selvstændige romaner, der i 1935 samledes i to bind under fælles titel. Værket kan sammenlignes med Amalie Skrams "Hellemyrsfolket" og "Juvikingerne" af Olav Duun. Det er et stortværk, alle danske bør læse for at forstå vores historie og rødder. Dansk Litteraturs Historie siger om "Sødalsfolkene" blandt andet: Romanrækkens handling udspiller sig i samme „noget bortgemte Egn“, som hun jo kalder det i et forord, og den ydre tid er 1864-84, fra nederlaget ved Dybbøl til provisorietiden, mens dens indre tid er det gamle bondesamfunds tid, sognets tid, hvor årstidsbestemte gøremål og traditionsbundne gentagelser ofte dominerer over den mere kronologisk definerede tid. Det er de relativt velstillede selvejerbønder, der sammen med et par få standsfolk som eksempelvis provsten har de centrale roller, mens tyende, husmænd, løse folk og kræmmere alene eksisterer som en periferi. Og her er ordet roller valgt med omhu, for ingen af personerne træder egentlig frem som psykologiserede individer. Det er kollektivet, sognebondekulturen, der handler, også selvom det sker gennem personernes handlinger. Andelsbevægelse, jernbanedrift, højskoleoplysning, alt det fornyende har endnu ikke sat spor. Sødalen er et billede af bondesamfundet lige før den nutid, Bregendahl selv skrev og levede i.... Marie Bregendahl har med Billeder af Sødalsfolkets Liv skrevet et hovedværk, når det gælder skildringen af værdier og moral i afgrænsede og sig selv afgrænsende samfund, ligesom hun har skrevet et afgørende værk om brydningen i en bestemt historisk periode, hvor kvinderne på landet blev til selvbevidste højskolekvinder og dermed sprængte alle normer. Bregendahl havde selv gjort det. Og betalt prisen. Det er karakteristisk for Bregendahls fortælleform, at hun opløser individcentreringen. Det er alle steder i hendes fortællinger landsbyen, sognet, der mener dette eller hint. Det er kollektivet, der anser én for at være sådan eller sådan. Det er de nedtonede dramaer mellem mennesker, der er stedt i et fællesskab, hun lader udspille sig i den særlige ikke-dramatiske form, hvor det usagte og tavse taler tydeligere end ordenes plapren. Den enkelte, der bryder koden, er straks uden for det lukkede fortolkningsrum, fordi dette er tavst eller i al fald ordknapt, og fordi det fælles rum er styret af uudsagte og underforståede koder. Ord og handlinger er derfor farlige i dette miljø, for når ordet først er sagt, så er koden brudt og vejen tilbage lukket. Er man først udenfor, er man fremmed, og kun galskaben eller den ubodelige ensomhed er tilbage. Bregendahls stemmeføring og indsigt i de små fællesskabers underspillende sprogkoder har sat spor i nye stemmers bøger. Således har Knud Sørensen, Vibeke Grønfeldt , Knud Erik Pedersen, Jens Smærup Sørensen, Hans Otto Jørgensen og Ida Jessen taget arven op fra Bregendahl, ligesom hun selv forvalter en arv fra Blicher."