Bogens 40 grafiske arbejder og to fotografier i s/h spænder vidt, både hvad angår teknik og intensitet. Fra de finest ciselerede prikstrukturer af fugle i træk, over storme midt på dagen, som rammer klitter, marehalm og strand, malet i tynde lag med lyse akvarelfarver, til de mørkeste og mest fortættede stregtegninger i kul, hvor Marie-Louise Exner fanger klitterne ved aftenstid i Bjerges Leje nordvest for Sønderho. Der er lystunger i landskabet, der danner kontrast til jordfarver, og der er skildringer af det douce blå hav. Havet er sandets store formgiver, som konstant får klitlandskabet til at ændre udtryk, ligesom det skaber mønstre i sandet, som ligner et vaskebræt. Havet kan også kurve sig gennem rørskove og strandenge og skabe nye vandløb. Med lige dele poesi og præcision retter Marie-Louise Exner blikket mod naturens strukturer og formdannelser og skildrer det evigt foranderlige landskab. Det sker med kniven, nålen eller penslen på trykpladen eller papiret.Jeppe Brixvolds digteriske univers spænder mindst lige så vidt som Marie-Louise Exners grafiske: Da sproget er lineært og abstrakt, rejser vi med ham tilbage til det skelsættende år 1741, da Fanø vristede sig fri af den danske krone og Ribe, som sad på al handel og fiskeri, og blev selvstændig. Men lige så mange digte handler om livet på øen i dag, hvor såvel sønderhoningerne som fannikerne fra Nordby stadig nødigt underlægger sig magter fra fastlandet. De sætter deres frihed højt og har bevaret selvstændigheden som Danmarks næstmindste kommune.
Brixvold synes at have fundet opskriften på, hvordan Sønderho blev en af de mest helstøbte og velbevarede landsbyer i Danmark: ”Det er noget med ikke at tro for meget på ”udviklingen” og blive ved stedet. Det forekommer helvedes utidssvarende, men for helvede, ud fra hvilken tid?”, skriver han.
Bogen er en gave til alle dem, der allerede holder af Fanø, men den henvender sig også til de mange, som endnu ikke har opdaget Fanøs rå skønhed, herunder øens sparsomme kunstige belysning eller ”bukketornmørke”, som tillader stjernehimlen at træde tydeligt frem i sin forunderlige pragt. Jeppe Brixvold fanger dette i et af bogens digte: ”At stå på havets læbe/under himlens ild/antyder at det nu er en nat i stjernelys.”
