Tågeland

Status: På lager

Levering: 2-5 dage

Hun er gået gennem porten til helvede – eller var det Bogfinkevej? – hvorfra intet menneske vender tilbage. Hendes liv roterer om svigt med svigt på. Drysset med et krydderi af eksistentiel ensomhed. Hun har fået fælleskabsforstoppelse. Vælger hun at lade sig opsluge af bitterheden og mørket?    

Lunten er blevet så uendelig kort. Hvor går en midaldrende kvinde hen med sin vrede? Efter en trist skilsmisse? Når hendes egen mor er blevet dement og behandler Sidsel som et barn? Og når Sidsels sanser svigter hende, og hun pludselig ser ting og døde mennesker, der ikke burde være der. Hvad gør man så? Går til øjenlæge? Samtidig med at hun som præst skal være den lyttende, den rummelige, den altomfavnende. Så flink, så flink.      

Vil hun affinde sig med det? Gu vil hun ej.       

Det her er – fuck – ”hvorfor har jeg gået med det her så længe?”-tårer.    

Det her er: endelig tårer. Forløsningens tårer.    

Det må være toppen af Skærsildsbjerget, jeg er på nu. Det er alt sammen godt nok.    Jeg giver ikke min ensomhedsfølelse fra mig. Det er min eksistensberettigelse.    Det er hermed min solidaritetserklæring – jeg er sammen med Gud i min ensomhed.

Jeg har isoleret mig og isoleret mig. Jeg har hejst vindebroen op og befæstet mig bag min tunge træport i borgen. Og da jeg vender mig om, opdager jeg et stort spejl, og jeg erkender, jeg er alene med min værste fjende – mig selv.    

Det er, som om det hele kommer op i mig igen: Jens, der bare forlod Arthur og mig og ingen skam har i livet. Han bare trådte på vores ægteskab. Og de løfter, som han gav ved alteret, betød ikke en disse for ham.