Den nulevende digter Kasper Nefer Olsen (født 1960) har – et halvt århundrede senere – forsøgt et eksperiment med tid og sted. I 111 dage har han levet og åndet under det samme tag som Frank Jæger gjorde – Slotsgade 65, Tranekær – og skrevet digte som de kom. Det er blevet til samlingen tidogsted.
Således er det klart hvad der her menes med sted: et virkeligt hus, hvor noget virkeligt virkelig finder sted. Med tid menes, heroverfor, såvel den indre tid: uret der tikker mod glemslen og døden, som den ydre tid, dvs ”vor” tid – der som bekendt er ikke ligefrem poetisk, ikke ligefrem eftertænksom, ikke ligefrem lykkelig. Kort sagt: meget langt fra 1954...
Hvis der findes en genius loci – en Stedets Ånd – så får den her chancen for at gøre sig bemærket: bortset fra netop stedet har de to digtere nemlig næppe noget til fælles. Et enkelt poem i tidogsted kan betragtes som en hilsen til Jægers berømte ”Være-Digt”; men ellers er der tale om alt andet end lyrisk indforståethed: et halvt århundrede har fuldstændigt ændret hvad poesien kan – og vil.
