André fra Kautokejno. En fortælling fra Ultima Thule

"Norsk Finmarken er et glimt af ynde, en efterklang af elegisk poesi, som af en vilkårlig hånd er kastet op mod ishavets kyster, og er bleven liggende der, gemt og – forglemt.
Lad os skynde os did op, medens det endnu er sommer; thi Ultima Thules sommer er det korrekteste billede på menneskelivet, den er stakket og kort. Den ligner liljen, som blomstrer i dag og i morgen kastes i ovnen."

Langt oppe i det nordligste Thule lever André et tilbagetrukket liv begravet i bøger. Da han for seks år siden giftede sig med Aina, var det med forventning om, at den vilde og livlige pige skulle komme til at elske ham, og at de kunne leve deres stille liv sammen som to sjæle, der er vokset sammen.

Da Aina fortæller ham, at hun aldrig har elsket ham, og at hun heller ikke elsker deres søn, bryder hans verden sammen. Hans kone er træt af at sidde stille. Hendes nomadenatur river i hende, og al hans kærlighed er ikke nok til at få hende til at blive. Andrés drøm om et lykkeligt familieliv går itu, og inden længe kastes hele egnen ud i en historisk hungersnød, der truer befolkningens eksistens.

"André fra Kautokejno" er en spændende fortælling fra det nordligste Thule i midten af 1800-tallet. Bogen er baseret på virkelige hændelser og på historiske skikkelser, som forfatteren selv har mødt eller fået fortalt om fra sine forældre. Bogen udkom første gang i 1879.

Laura Kieler (1849-1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.