Folkets synder

I 1899 kommer Folkets Synder, der er et voldsomt angreb på tidens, lægernes og opdragelsens fortielse af konsekvenserne af den herskende dobbeltmoral, der gør mændene syfilitiske og dernæst ødelægger hustruer og børn. Romanen lægger sig i forlængelse af 1880'ernes sædelighedsfejde og naturalismens tradition for demaskering, men den rummer også en stor del af den ideologi, der kommer til at karakterisere Gyrithe Lemches litterære og kvindepolitiske virke. Bruddene på tavsheden kommer i romanen dels fra en mandlig læge, der selv er dødsmærket af tuberkulose, dels fra en kvindelig læge, der får selskab af en anden af romanens heltinder, der giver afkald på et kærlighedsliv, efter at hendes barn er død af syfilis og hun selv muligvis smittet. Deres projekt er oplysning, deres personlige baggrund afkaldet, men deres politiske mål er ægteskabet, hvor kvinders ønske om sunde børn kan indfris. Romanen slutter ikke kun i død og afkald, men i den syge læges anklageskrift mod en kollega, et manifest, hvormed bogen på én gang placerer sig inden for det moderne gennembruds problemlitteratur og ved sit oplysningsprojekt peger frem mod det kvindepolitiske virke, men også mod den høje prioritering af familien og mor-barn-forholdet, der følger hele forfatterskabet. (Dansk Litteraturs Historie)