Ivan Blank

Aleksandar Sajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa, Volvo og vovse …
Ivan er forfatter i eksil i Danmark, han kom hertil som flygtning i forbindelse med Balkan-krigen i begyndelsen af 1990erne og er, som det hedder, velintegreret, akkurat som forfatteren selv. Alligevel er romanen langt fra at være af den populære auto-biografiske slags. Der er for megen fantasme, handlinger og handlingsfigurer brækker hele tiden over og lander i det groteske, der er for megen slapstick over alle de forskellige kærlighedsforhold, vi som læsere føres igennem, der er for megen humor, man er indimellem ved at dø af grin.
Ivan arbejder som serbokroatisk tolk og når han er ude og tolke – i en eller anden dum flygtninglejr – er der altid endnu en Ivan, han skal tolke for. Det er absurd, bureukratiet bliver udstillet, hvilket abolut ikke gør det mindre – bureaukratiet, altså - endsige mindre gennemskueligt, personalet inklusiv Ivan Blank og borgeren, der endnu ikke har status som en sådan, men asylansøger, klart uden at have grundlag for at søge asyl, bliver til små tilfældige brikker i et større spil. Og da Ivan i erhvervsøjemed skal sikkerhedsgodkendes af efterretningstjenesten går det helt galt.