KLIMA IRONI

Nærværende bogs forløber – Den globale farce (2018) – forklarer nødvendigheden af en uafhængig watchdog hvad angår iagttagelsen og fortolkningen af det danske vejr. MetNef i Tranekær på Langeland kan nu fejre 4 år på banen, og dengang som nu handler det om videnskabelig redelighed, om forskellen på facts og fiction, om at kunne tænke selv, ja blot at kunne regne og skrive. Mange idoler er væltet, ingen nye er stillet op. At ”klimaet” – forstået som det globale vejr – unddrager sig enhver definitiv tolkning, er erfaringen som gav denne bog sin titel.                      

I mellemtiden blev ”Klimaet” – med kæmpe K – et politisk slagord. Det var i og for sig ikke overraskende: Den globale farce havde allerede påpeget ideologiens udspring i Koldkrigsnostalgien, og at mennesker der ikke aner hvordan et køleskab fungerer, pludselig havde en plan for at styre Klodens temperatur frem til år 2100, er naturligvis absurd – men ikke mere absurd end at føre en ”global krig mod terror” eller at ville afskaffe kønsforskellen.                      

Som det gik, viste klimaets ironi sig imidlertid at vende selv den situation hvor Klimaet selv var gjort til gud for en massereligion, hvis forestillinger om skyld, straf og bod var en 17-årig autist værdig: mens denne bog gik i trykken, gik vi fra CO2 til CORONA – og fra den ene dag til den anden blev ”klimakampen” lige så uaktuel som kampen mod Al Qaida. Det var naturligvis et frafald fra den sande gud, en ”apokalypse-apostase”; men fristelsen til at få Verdens undergang her og nu, var simpelthen for stor for en menneskehed der får Nietzsches begreb om nihilisme til at virke overdrevent optimistisk.                      

KLIMA IRONI står da som et monument over de næstsidste dages hellige.