Toulouse-Lautrec

I det meste af kunsthistorieskrivningen i det 20. århundrede har det været god tone at holde kunsten adskilt fra populærkulturen. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor grænserne mellem kunsten og populær- eller massekulturen forskød sig radikalt. Andy Warhols dyrkelse af stjernekulturen og hans kunstfabrik er nok det mest indlysende eksempel. Genealogisk er Paris i La Belle Époque et vigtigt led i denne historie, og Henri de Toulouse-Lautrec indtager en helt særlig status på grund af hans fuldstændigt utilslørede udveksling med underholdningsindustrien fra slutningen af 1880’erne. Den menneskelige komedie – som Balzac døbte det sociale spil – blev i Lautrecs fortolkninger af storbyens teater infiltreret af de populærkulturelle dynamikker. De bidrog selv til at skabe den kultur, der blev portrætteret. Lautrec er derfor lige så aktuel i dag som i den tidlige moderne verden, hvor hans kunst blev til. Det gælder ikke mindst i hans banebrydende og visuelt radikale grafiske værker og plakater, der blev til i en periode på blot ti år fra 1891 til hans død i 1901, hvor han nåede at producere over 360 forskellige litografiske tryk.