Toms teenagedatter er død. Hans liv er gået i stå bag nedrullede gardiner, og efter flere hjernerystelser forlader han kun hjemmet iført mørke solbriller og cykelhjelm. En vinteraften er Tom ved at skvatte over en lille, sovende pige i trappeopgangen. Hans nye nabo, Bella, begynder konstant at rende ham på dørene, og han fantaserer om at indlede et forhold til Dea, der vil male et portræt af ham. Fnok følger Tom gennem nogle tumultariske vinterdage, hvor beruselse, sang og syner bryder mørket i glimt, imens hans døde datters stemme væver sig ind og ud af fortællingen, når hun taler til ham fra himlen et sted over Vesterbro. Fnok ['fn^g] sb. fælleskøn (-ken); – lille dusk af tynde hår, der sidder på frøet hos planter med vindspredning, fx mælkebøtter og tidsler. Oprindelse: beslægtet med fnug.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)